Da trolddomen bleff h�ved - & need
paa jorden han sv�ved: da som nu
vaer jaget ved at lefve, ved at aande,
ved hver bev�gelse saa stoor at n�sten
dend vaer smerte
Medens han gik omkring
blandt mennisker, vaer han skuffed f�rst:
i liivets ydre vaer der intet skifte
lig det han hafvde f�lt i ulvens liiv
De tr�ller under ham
med at troskyldig sind
fryckter ham,
een krafft aff sand natur,
som sanser uden selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, streifer i sit jag
lig kv�ldens farver, nattens aandedrag
For ingen guder�st hafver nogensinde
git mennisket svar paa hvem han skiulede
d�mon, phantom & varulv
vaer kund naffn paa det de aldrig kunde finde
End han -
i hans hi�rte: een affgrund tung
som det sorte hav
der eldsker sine dyb
Der -
sammenkr�get
i vintrens bund
fylder han al deris gl�de,
liiv, mod & haab
Maanen, stiigende paanye,
hilser ham fra en sunken himmel
...oc ved den lydende midnattssalme
som fryckt i natten v�ver
skald de fromme atter falme